Sider

lørdag den 10. november 2012

Nøddebrød

Knasende sprødt nøddebrød
Jeg elsker hvedebrød, det skal der ikke være nogen tvivl om. Jeg elsker også havregrød, pasta og rugbrød. Alligevel så har jeg de sidste to uger skåret drastisk ned på mit indtag af kulhydrater. Ud over en reduktion af kulhydrater, så har jeg også gjort en indsats for at skære ned på sukker.
I min tid hos Running26 var mine kollegaer ofte på fire og seks ugers super- palæo-kure under ledelse af den dygtige Martin Kreutzer ( den mand kan få alle fintrimmet!). Jeg vil gerne indrømme at jeg til tiden synes de var kugleskøre... og alligevel, så er jeg nu selv en af dem. En del af den moderne gruppe mennesker der spiser æg i alle afskygninger til morgenmad og bevidst styrer udenom korn. 
Årsagen til den særlige opmærksomhed er at jeg vil undersøge, hvordan min mave reagerer uden kulhydrater. Jeg er meget positiv efter de første to uger. Jeg har ikke haft rumlen i maven, oppustethed eller ondt, så et eller andet godt gør det. Det betyder nu ikke, at jeg ikke savner brød, korn og gryn- for det gør jeg. Til tider kan jeg næsten have det som om min krop skriger på et stykke brød- og for ikke at tale om, hvordan den higer efter sukker. Jeg holder ud. Jeg tror på, at et mindre indtag af sukker gør min krop godt og så finder jeg alternativer til de situationer, hvor det er lækkert med sødt. (Jeg har fundet opskrifter på hjemmelavet Sneakers og Bounty, som jeg skal forsøge mig med i weekenden. Jeg lover at dele resultatet med jer).
Det skal dog heller ikke være fanatisk, så i weekenden er tøjlerne lidt løsere og jeg tager det lidt mindre seriøst ikke at fylde på med brød.

Thomas Rode har i sin nye kogebog om stenalderkost en opskrift på et nøddebrød der er så godt, at jeg ikke vil kalde det en erstatning for rugbrød. Selvom jeg løsner op og spiser mere rugbrød igen, så vil jeg holde fast i dette nøddebrød. Ud over at det smager godt, så er det også virkelig nemt at bage.
I det sidste brød jeg bagte brugte jeg:

Skårne skiver af det nybagte nøddebrød
100g hørfrø
100g solsikkekerner
100g sesamkerner
100g græskarkerner
100g mandler
100g valnødder
100 g hasselnødder
100g paranødder
5 æg
2 spsk birkes

Alle kerner og nødder blandes. Du behøver ikke hakke nødderne- men jeg hakkede dem groft. Æggene røres i et efter et og det hele kommes i en brødform, der er beklædt med bagepapir. Bag brødet ved 160 grader i en time.
Brødet kan skæres allerede efter kort tid og holder sig fint (vi har ikke haft det længere end 5 dage, så var det spist, så jeg kender ikke den lange holdbarhed).

Martin Kreutzer har været så venlig at beregne energiindholdet:
Indhold pr. 100 gram: 475 kcal, 18 g protein, 40 g fedt, 17 g kulhydrat, 6,6 g kostfibre

Hvad er din holdning til det nok så moderne stenalderkost? Er der noget om snakken, eller er det bare endnu en modedille, der øger kundeunderlaget for diverse helsekostbutikker?

Ingen kommentarer: