Sider

tirsdag den 29. marts 2011

Man skal fodre sine læsere...

...siger min kloge søster! Jeg tror, hun mener, at jeg ikke har været flittig nok ved tastaturet de seneste uger og dermed ikke har fodret dem som finder vej her forbi! Jeg tænkte, hvad skal jeg fodre dem med? Da jeg sidste lørdag morgen bagte landsigtebrød, var jeg ikke længere i tvivl! Det er det jeg skal fodre mine læsere med i denne omgang. Undervejs i bageprocessen blev jeg opmærksom på, at det nok blev et kæmpe brød. Første gang, fordi dejen var hævet ud af skålen i løbet af natten, og for det andet fordi jeg igennem ovnruden løbende kunne se, hvordan brøddet voksede og voksede!! Jeg synes, der er flere årsager til, at det er denne opskrift i skal beriges med - for det første, så blev brødet så helt enormt stort, at jeg nemt kunne have fodret hele Amager med det! Dernæst så det smager skønt med en god ost og marmelade og endelig så er det super nemt at bage. Alle tre gode grunde!! Skulle du have fået lyst til at bage dette hurtigtvoksende landsigtebrød skal du bruge følgende ingredienser:
  • ½ l kærnemælk
  • 1 dl iskoldt vand
  • 500 g sigtemel
  • 400 gr hvedemel
  • 25 g gær
  • 1 spsk salatolie
  • 1 spsk salt

Fremgangsmåden er følgende: Hæld kærnemælk og vand i en røreskål. tilsæt sigtemel og det meste af hvedemelet. Rør med en røremaskine (gerne køkkenmaskine) til dejen er ensartet og smidig- ca 10-12 minutter. Kom mere hvedemel i undervejs indtil dejen er fast. Tilsæt salt og olie. Smuldr gær i og rør forsat ca 5 minutter. Når dejen er æltet så den er glat og nem at arbejde med trilles den til en kugle og gnides med få dråber olie så den ikke tørrer ud. kom dejen i en skål og dæk med låg eller film. Lad den hæve mindst 3-4 timer og gerne natten over i køleskabet. Tag dejen ud og ælt den let. Form den til et brød ( måske to, hvis dejen er hævet meget). Lad brødet efterhæve ca 45 min på bagepapir. Bag så brødet på nederste rille i en opvarmet ovn ved 200 grade i ca 1 time. Dæk evt brødet med folie, hvis du synes det bliver for mørkt. Sluk ovnen og lad brødet stå i 10 minutter før det tages ud. Lad brødet afkøle på en rist før det skæres ud. Nu har du brød til mange stykker med dejligt pålæg efter smag og behag! Velbekomme

Ingen kommentarer: