Sider

søndag den 12. februar 2012

Efter 1 års træning


Som med de japanske kokkeelever bruger man det første år af uddannelsen på at lære at koge sushi-risene perfekt. Eller i hvert fald er det legende-historien, som de fleste af os nok har hørt. Men noget lignede skulle der ske for mig under Mettes køkkenkunst.

Således blev jeg fra dag 1 introduceret til røremaskinen (mærket ”Assistent” – læg mærke til det) i det metske køkken. Første år af køkkenuddannelsen er for mig derfor gået med at lære køkkenmaskinen og alle dens fortræffeligheder at kende – man fristes til at sige, for ellers kunne den aldrig blive min ”assistent”.

Så i weekenden 11./12. februar 2012 kastede jeg mig så ud i det første egentlige bageprojekt, hvor hele udstyrspakken skulle i brug. Væk var tankerne om, at det at bage jo bare er lidt at klaske lidt æg med sukker, dertil lidt mel, kakao, vaniliesukker og smør og så havde man en evig vinder.

Målet var i stedet de Røde Fløjskager (bedre kendt som Red Velvet Cupcakes fra Hummingbird i London). Resultatet og ikke mindst smagen blev eminent, og de egner sig perfekt til både den romantiske hygge på en weekend-dag eller som en lidt mere speciel kage, når familie og venner kommer på besøg.

Hele seancen tog vel godt og vej 1,5 time inkl. opvask og 2 runder i ovnen.

Man starter – nok ikke overraskende for mange – med at lave dejen. Her piskes smør og sukker let og luftigt i røremaskinen med piskeriset for middelhastig (men det afhænger af, hvor kraftig maskine man har – så belært af 1 års træning, blev det ved lav hastighed). Derefter skrues nemlig op for hastigheden og man tilsætter ægget til det hele er godt blandet.

Imens røremaskinen kører røres i en anden lille skål - en fleksibel dejskraber er her en rigtig god ide - kakao, rød frugtfarve og vanilien til en mørk og tyk pasta. Dette tilsættes smør, sukker og æg-blandingen til det er jævnt blandet.

Nu skruer du så ned for hastigheden igen. Hæld så halvdelen af kærnemælken og melet i og rør det igennem. Gentag dette igen med den anden halvdel af kærnemælk og mel. Herefter skruer du igen op for hastigheden for at få det hele rørt godt og glat.

Til sidst skruer du igen ned for hastigheden og tilsætter salt, natron og vineddike. Pisk nu det hele sammen godt ved at skrue op igen og lad det stå og røre et par minutter.

Fyld dine muffinsforme 2/3 med dej og bag dem i en forvarmet ovn i ca. 20-25 min. på 170 grader. Jeg satte den på varmluft og 20 min. passede perfekt. Der må ikke sidde kage på kødnål eller tandstik, når de testes, men selvfølgelig gerne på og mellem tænderne, når de spises.


Sæt kagerne til afkøling på en bagerist.

Nu er det tid til at gå i gang med flødeostglasuren. Her pisker man først sukker og smør sammen i røremaskinen for middellavhastighed (igen blev det for mig ved lav hastighed). Derefter tilsættes flødeosten på én gang, hvorefter der skrues op for hastigheden for at få det hele godt blandet til det er let og luftigt (mindst 5 min.) – men pas på, at det heller ikke bliver for længe. Så skiller glasuren!

Dekorér fløjskagerne når de er helt afkølet enten med en ske eller sprøjtepose med det ønskede lag glasur. Og det kan man jo ikke få for meget af! Jeg toppede endvidere glasuren med lidt frysetørrede hindbær, der passede perfekt i farven.













Og voilá nu har du kagen, som alle vil elske eller elske at blive overrasket med.  Og der kan fint drikkes både te, kaffe eller en god saft til.


Nikolaj

Her er hvad du skal bruge til ca. 12 kager:

Dej:
60 gram usaltet smør
150 gram flormelis
1 æg

10 gram kakao
20 ml. rød frugtfarve
½ tsk vanilieekstrakt (jeg anvendte en vaniliestang i stedet)
1,25 dl. kærnemælk
150 gram hvedemel
½ tsk salt
½ tsk natron
1,5 tsk hvidvinseddike (jeg anvendte dog æblecider eddike i stedet)

Glasur:
300 gram siet flormelis
50 gram usaltet smør
125 gram stuetempereret flødeost (Philadelphia)

2 kommentarer:

SoM sagde ...

Lyder lækkert, den må man prøve en dag..! - super hyggeligt med dine sjove kommentarer ind imellem opskriften :)

Mette Enevold sagde ...

De smager virkelig fantastisk- og så er de sådan lidt valentine-agtige :-)